Afsløring: Manchester United forhandler med Bayern-stjerne
Manchester United har ikke haft nogen god sæson indtil videre, og Rúben Amorim kan bruge dette transfervindue til at forstærke truppen med nødvendige kræfter.
Danske Patrick Dorgu meldes på vej til klubben fra italienske Lecce for små 300 millioner kroner, såfremt alle bonusser opfyldes.
LÆS OGSÅ: Dansk klub scorer kassen på vild Dorgu-transfer
Men det er muligvis ikke det eneste, der kommer til at ske hos De Røde Djævle i dette transfervindue.
Det afslører den tyske Sky Sport-journalist Florian Plettenberg, som beretter, at Amorims mandskab er i aktiv dialog med Mathys Tel fra FC Bayern München.
– Manchester United er aktive i ræset om Mathys Tel, og klubben har holdt nye samtaler med hans agent i dag.
– De Røde Djævle overvejer angiveligt en lejeaftale.
– Bayern har i forvejen en mundtlig aftale på plads med Tottenham angående en permanent kontrakt til 448 millioner kroner, skriver Plettenberg.
Aftalen med Tottenham kom i stand tidligere torsdag, men på rygtebasis har det lydt, at Tel foretrækker et skifte til Old Trafford.
Der er benhård konkurrence om 19-årige Tel, der har gjort det klart, at han ønsker et skifte væk fra Allianz Arena i januar.
Foruden Manchester United og Tottenham, skulle en række klubber i Bundesligaen også gerne tilknytte franskmanden på en lejeaftale for den resterende del af sæsonen.
En mulig forhindring er – ifølge Bulinews – at Bayern München kun ønsker at leje Tel ud, mens de store klubber gerne vil hente den unge komet på en permanent transfer.
Til trods for, at han kun fik 1406 minutters fodbold i den forgangne sæson, lykkedes det ham alligevel at være involveret i 16 mål. Det svarer til et mål eller oplæg hvert 88. minut.
Tel kan spille på venstre kant, men er egentlig en angriber af natur, og Manchester United kan godt bruge en spiller, der kan score mål. Hverken Rasmus Højlund eller Joshua Zirkzee har vist sig som svaret på klubbens offensive problemer, siden Rúben Amorim tog over. Duoen har tilsammen blot formået at score fem gange i sammenlagt 41 Premier League-optrædener i indeværende sæson.
Mathys Tel har kontrakt med Bayern München frem til 2029.