Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Historiske Salah sendte Liverpool i Carabao Cup-finalen

Af Alexander Walther Petersen
06.02.2025 Kl. 22:57

Liverpool skulle torsdag aften forsøge at revanchere sig mod Tottenham på Anfield.

Ange Postecoglous tropper vandt nemlig det første opgør i Carabao Cup-semifinalen med 1-0, og derfor var presset sat ind på Arne Slots rødklædte spillere.

Finalemodstanderen på Wembley den 16. marts er allerede fundet. Det bliver Newcastle, der sendte Arsenal til vægs med en samlet sejr på hele 4-0.

Til opgøret måtte hjemmebaneholdet undvære Trent Alexander-Arnold, mens Spurs havde debutanten Kevin Danso med fra start.

Forsvarsspilleren er skiftet til The Lilywhites fra RC Lens, hvor han skal agere prop i den skadesprægede defensiv. På bænken for udeholdet var desuden Mathys Tel, der er skiftet til London-klubben på en lejeaftale for resten af sæsonen.

De forsvarende vindere af Carabao Cuppen fra Liverpool fik en fornuftig start på opgøret. De lagde et godt tryk på Spurs’ defensiv, men The Reds blev først for alvor farlige efter 29 minutter.

Liverpool satte et godt angreb sammen, som faktisk endte med en scoring til hjemmebaneholdet. Men der var tydelig offside på ungarske Dominik Szoboszlai i situationen. Blot tre minutter efter kunne Cody Gakpo dog sende kuglen i nettet til en 1-0-føring.

Hollænderen straffede en fejl i Spurs-defensiven, hvor kantspilleren afsluttede kynisk med højrebenet. Det var desuden den femte Carabao Cup-scoring for Gakpo i denne kampagne.

I mellemtiden var Richarlison udgået med en skade, som blot er endnu en streg i regning til det ekstremt skadesplagede London-hold.

Mohamed Salah var tæt på at udbygge føringen kort før pausen med et slangehug på overliggeren, men Tottenham slap med skrækken. Salahs assists til 1-0-scoringen var desuden yderst sjælden i ligacup-regi. Det skriver statistikmediet OptaJoe.

Egypteren havde nemlig ikke assisteret i over 10 år i turneringen, hvor han dengang tørnede ud for Chelsea.

Liverpool satte kniven ind

Anden halvleg var knapt begyndt, da Darwin Núñez blev nedlagt af Tottenham-keeperen Antonín Kinský. Salah stillede sig parat til at eksekvere straffesparket, som han stensikkert sparkede op i højre hjørne. 2-0 efter 51 minutter. På dette tidspunkt var The Reds videre i turneringen.

Liverpool fortsatte med at skabe store chancer på gæsternes banehalvdel, hvor Curtis Jones noterede sig for et fint forsøg. Efter 75 minutter kunne Szoboszlai stille og roligt score til 3-0.

Kort efter var det den hollandske kaptajn Virgil van Dijks tur til at heade 4-0-føringen ind. Dermed havde hjemmeholdet vendt det hele fra 0-1 til 4-1 samlet.

Det blev også kampens resultat.

Med resultatet skal Liverpool krydse klinger med Newcastle på Wembley i Carabao Cup-finalen den 16. marts.

Øverst i artiklen kan du se højdepunkter fra aftenens opgør på Anfield.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce