Arsenal og Tottenham jagter FC Barcelona-profil
Arsenal og Tottenham er kæmpe London-rivaler, men nu er de ligeledes i en intens kamp om den samme spiller fra FC Barcelona.
Det meddeler det spanske medie Marca.
Begge Premier League-klubber mangler bredde i den offensive linje. Særligt efter et utal af skader har ramt både The Gunners og Spurs.
Det gælder i særdeleshed Ange Postecoglou, som har hele 11 skader i sin trup. Så sent som i går måtte endnu en angriber forlade banen skadet, da The Lilywhites fik stryg af Liverpool i Carabao Cup-semifinalen.
Derfor er London-rivalerne nu i gang med at finde offensiv forstærkning. Det drejer sig om FC Barcelona-spilleren Ferran Torres. Den 24-årige spanier har tidligere tørnet ud for Manchester City, hvorfor han i forvejen er velbevandret i den bedste engelske fodboldrække.
Arsenal blev allerede sat i forbindelse med Torres i det netop overståede transfervindue. Nu jagter titelbejlerne så offensivspilleren til sommer i stedet for.
Den alsidige spanier, der både kan spille på begge kanter og som falsk 9’er, kan dog være svær at vriste fri fra den catalanske storklubs kløer. Hansi Flicks mandskab mangler nemlig bredde i deres trup.
Ifølge Marca viser Tottenham nu ligeledes interesse i at lande Ferran Torres i en sommertransfer.
Torres scorede ni gange i 28 ligakampe for Manchester City. Den teknisk stærke spiller er derfor ikke uerfaren, selvom han stadig kun er 24 år gammel.
FC Barcelona vil angiveligt kræve i omegnen af 20 millioner pund, der svarer til 175 millioner kroner for Torres. Ellers har Blaugrana i sinde at beholde fløjspilleren, der fortsat har kontrakt med klubben frem til sommeren 2027.