Danskere kan skrive historie i United
Der kan blive skrevet dansk historie hos Manchester United fredag aften mod Leicester i FA Cuppens fjerde runde.
Gennem historien har der været en række tilfælde, hvor der har været to danskere på banen samtidig i en kamp for Manchester United. Aldrig har der dog været tre.
Fredag aften er der en vis sandsynlighed for, at det vil kunne lade sig gøre. Både Rasmus Højlund, Christian Eriksen og nyindkøbte Patrick Dorgu ventes nemlig at være med i truppen.
Patrick Dorgu kan endda tænkes også at få en startplads for Manchester United mindre end uge efter sit skifte til klubben fra italienske Lecce.
Hvorvidt Rasmus Højlund og Christian Eriksen også får en startplads må tiden vise. Størst sandsynlighed er der måske for Rasmus Højlund.
Senest var han dog vraget til fordel for Kobbie Mainoo, der startede som falsk nier for De Røde Djævle. Derfor sad Højlund på bænken med sin konkurrent Joshua Zirkzee.
Rúben Amorim ventes dog ikke at genbruge forsøget med at spille Mainoo som spidsangriber – og slet ikke mod Leicester, der har haft store vanskeligheder defensiven i denne sæson.
Selvom Højlund og Eriksen starter på bænken, vil de have mulighed for at komme på banen undervejs. Og så kan der alligevel blive skrevet historie.
Gennem tiden har syv danske spillere fået kampe for Manchester Uniteds bedste herrehold.
Her er de største transfers i Premier League
Der er kampstart klokken 21.00, og opgøret fra Old Trafford sendes på Viaplay.