Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Vild melding: Han vil have Alexander-Arnold ud af Liverpool

Af Emil Plovgaard
07.02.2025 Kl. 21:58

Trent Alexander-Arnold har kontraktudløb hos Liverpool efter denne sæson.

Mens Mohamed Salah og Virgil van Dijk, der befinder sig i samme position, har været åbne med jævnlige tilkendegivelser af, hvordan verdensbilledet ser ud, har der været anderledes tavst fra Alexander-Arnolds side.

LÆS OGSÅ: Liverpool i nye forhandlinger med Bayern-stjerne

Og det har været helt med vilje. 

– Jeg har været i klubben i 20 år nu. Jeg har skrevet under på fire eller fem kontraktforlængelser, og ingen af disse har udspillet sig i offentligheden – og det kommer denne heller ikke til, lød det fra Liverpool-stjernen ifølge BBC Sport i september sidste år.

Mens Alexander-Arnold altså ikke selv vil åbne munden, spekuleres der i diverse medier om, hvad det hele skal ende med.

I spansk sportspresse er man meget forhippet på idéen om, at den engelske landsholdsback allerede skulle have en aftale på plads med Real Madrid. Noget, som de førende sportsjournalister i verden dog ikke kan nikke genkendende til.

Med mindre end fem måneder tilbage af aftalen, forholder det hele sig meget åbent.

Men der findes alligevel én Liverpool-spiller, der ønsker Trent Alexander-Arnold derhen, hvor peberet gror, lyder det fra den tidligere Liverpool-stjerne Jamie Carragher.

– Der er kun én spiller med tilknytning til Liverpool, som ikke ønsker, at Trent Alexander-Arnold skriver under på en ny kontrakt, og det er Conor Bradley, siger Carragher til Sky Sports.

Alexander-Arnold er et produkt af Liverpools eget ungdomsakademi, og han satte også nogle ord på sit eget incitament.

– Den vigtigste ting er at vinde trofæer, hvis jeg skal være ærlig. Jeg ønsker at vinde trofæer. Jeg er en spiller, der i høj grad motiveres af at vinde ting og at være iblandt eliten. Hvis man har en personlighed som eliteatlet om, at man vil gøre alt for at vinde, så er det det, som driver dem.

– Vi var tæt på titlen i sidste sæson, og vi fik en pokal i hus. Quadruplen (fire trofæer, red.) var i spil i et stykke tid – tendensen var der. I denne sæson har vi set rigtig gode ud. Det er stadig tidligt, og vi har brug for stabilitet og at slå en masse hold, fortalte han.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce