Chido Obi får chancen igen
Det tyder på, at Chido Obi har udsigt til at få en ny kamp for Manchester Uniteds førstehold i Premier League i denne weekend.
For ifølge Steven Railston, som dækker Manchester United tæt for lokalavisen Manchester Evening News, er Chido Obi ikke med i U21-truppen, der spiller mod Chelsea fredag aften.
Steven Railston tager det som et tegn på, at Chido Obi kommer til at være med på bænken til Manchester Uniteds udekamp mod Everton i Premier League lørdag.
Den 17-årige danske angriber er på det seneste blevet en del af U21-holdet, og han ville under normale omstændigheder have været med i fredagens kamp mod Chelsea.
En lang række skader på førsteholdet betød dog, at han var med i truppen for første gang i sidste weekend. Her kom han også på banen og fik tre minutter på Old Trafford mod Tottenham, hvor han skrev historie.
Nu kan han endnu engang være involveret, når Manchester United skal en tur til Goodison Park.
Læs også: Derfor skiftede Chido Obi til Manchester United
Foruden det danske stortalent kan også Sekou Koné og Elyh Harrison være med førsteholdet i lørdagens opgør på udebane.
Her venter et formstærkt Everton-mandskab, som er kommet i omdrejninger under David Moyes’ ledelse.