Mohamed Salah bliver dyrere
Mohamed Salah lægger flere lønkroner oven i sin kontrakt ved at spille helt forrygende, lyder det fra Arne Slot.
Den hollandske cheftræner er meget imponeret af Mohamed Salah, som har gang i en helt fantastisk sæson.
Til sommer udløber egypterens kontrakt, og de gode præstationer betyder, at han står med gode kort på hånden, når der forhandles.
– Man kan se på det på begge måder. Man kan sige at jo bedre, han gør det, jo dyrere bliver han. Og hvis han gjorde det meget dårligere, ville vi tænke over, om vi skulle forlænge hans kontrakt.
– For alle er det bedst, at han præsterer, som han gør nu. Måske er det kun for dem, der skal betale ham, at det ikke er bedst.
– For alle andre er det bedst, for hvis man vil spille for denne klub, skal man være på det niveau. Ellers er man næsten ubrugelig i forhold til at spille for klubben, fordi vi har kun brug for spillere, der er på deres bedste.
– Fordi dette er en af de bedste klubber – eller måske den bedste klub – at spille for i verden. Han skal præstere sådan for at spille her, og forhåbentlig forlænger han, siger Arne Slot ifølge The Times.
Læs også: Patrick Dorgu løber med opmærksomheden
Salah er topscorer i Premier League, hvor han også har leveret flest assists. I alt har han været involveret i 41 mål denne sæson.