Ekspert advarer: Arsenal-stjerne kan smutte til Real Madrid
William Saliba fra Arsenal har etableret sig som en af de mest velansete midtstoppere i europæisk fodbold i løbet af de seneste år.
Den 23-årige franskmand har endnu ikke vundet et betydningsfuldt trofæ i det nordlige London, hvor to Community Shield-trofæer i 2020 og 2023 er det eneste sølvtøj, han hidtil har hevet hjem i klubben.
LÆS OGSÅ: VAR forklarer: Derfor fik Patrick Dorgu rødt
I løbet af de seneste to sæsoner er Arsenal sluttet som nummer to efter Manchester City på førstepladsen i Premier League, og heller ikke i denne sæson lader det til, at Mikel Artetas tropper henter guldet hjem, hvor Liverpool indtil nu har vist sig for stærke.
The Gunners kan dog muligvis vinde Champions League i denne sæson, efter at klubben gik videre som nummer tre i ligafasen, og nu skal møde PSV Eindhoven i ottendedelsfinalen i turneringen.
Det nærmer sig fem år siden, at Arsenal sidst vandt et betydningsfuldt trofæ, hvor Arteta ledte klubben til dens 14. triumf i FA Cuppen, og ifølge den tidligere Liverpool-stjerne og nuværende Sky Sports-ekspert Jamie Carragher må det være et stort hovedbrud for folkene på Emirates Stadium, at det ikke er blevet til mere succes gennem årene.
– Der er én spiller … og folk tror, at jeg prøver at skabe et problem for Arsenal, og det gør jeg ikke.
– Men jeg mener, at når man er i en klub, og det samme skete hos Liverpool, at lige så snart man ikke vinder ligaen eller Champions League, så vil andre klubber begynde at tænke: ‘Ok, vi henter deres spiller’.
– Så for os hos Liverpool, drejede det sig om (Xabi) Alonso, (Javier) Mascherano og (Fernando) Torres, og så begyndte det mandskab, der var bygget op under Rafa Benitez at forlade klubben til højre og venstre.
– Jeg ser på Saliba, og for mig ligner han en Real Madrid-spiller. Jeg kan forestille mig ham i en Real Madrid-dragt.
– Man ser på nogle af de bedste midtstoppere derude, og desto længere ens klub ikke vinder eller dyster med om trofæer … og når man er så god som ham … og nogle af de spillere, vi havde på vores hold.
– Mascherano skiftede til et mægtigt Barcelona-hold, Alonso skiftede til Real Madrid, det skete ikke for Torres, han traf det forkerte valg med Chelsea.
– Men jo længere tid, der går, uden at man vinder, desto mere vil folk begynde at kigge på dine spillere og tænke: ‘Ok, vi er nødt tl at tage dem’, og så er spillerne modtagelige og lydhøre over for tilbud, siger Carragher i den seneste udgave af podcasten It’s Called Soccer.
Real Madrids interesse i Saliba er veldokumenteret, og den franske midtstopper er angiveligt et af de foretrukne transfermål for Real Madrid til sommer.