Liverpool jagter en af verdens bedste
Sommerens transfervindue kan meget vel ende med, at Liverpool skal på jagt efter en ny angriber til førsteholdet.
Darwin Núñez forventes at blive sendt videre efter en meget skuffende sæson, og angriberen fra Uruguay kan sågar også indbringe en stor transfersum.
Det vil efterlade Liverpool meget sårbare på positionen som forreste mand, og derfor ville klubben da heller ikke sælge Núñez i vinterens transfervindue.
Gennem et stykke tid er der blevet spekuleret i, hvem Merseyside-klubben kan tænkes at gå efter som frontløber. Nu lader det til, at der er en stigende interesse for en af verdens bedste angribere.
Ifølge The Times er klubben nemlig mere og mere varm på idéen om at hente Alexander Isak i Newcastle.
Det bliver dog alt andet end let, og det har Arsenal allerede oplevet. The Gunners har længe været interesseret i den svenske landsholdsspiller.
Hos Newcastle er han den helt store stjerne, og han har en kontrakt til sommeren 2028. Samtidig er Newcastle kommet i en bedre økonomisk position, hvor klubben ikke behøver sælge ud for at leve op til de økonomiske regler.
Læs også: Mikkel Damsgaard kan slå Christian Eriksens rekord
Lige nu må Liverpool betegnes som en af verdens absolut bedste mandskaber, og det kan måske være tillokkende for Alexander Isak, som onsdag missede kampen mod netop Arne Slots mandskab på grund af en mindre skade.
Svenskeren har scoret 19 mål i Premier League denne sæson, og det er kun overgået af Mohamed Salah og Erling Haaland.