Hårdt slag: Manchester United mangler næsten et helt hold
Ni normale førsteholdsspillere er med stor sandsynlighed ikke disponible på grund af skader, når Manchester United tørner sammen med Fulham på Old Trafford i søndagens FA Cup-kamp.
Derudover er danske Patrick Dorgu røget i skammekrogen, da han noget overilet fik tilraget sig et direkte rødt kort onsdag aften mod Ipswich i Premier League-regi.
Dermed tæller listen over spillere, der ikke kommer i aktion for Rúben Amorim på søndag, hele ti.
Når den engelske traditionsklub fra den røde del af Manchester skal i aktion søndag mod Fulham, bliver det med et noget tyndt besat holdkort.
Til ottendedelsfinalen i dette års udgave af FA Cuppen kan den portugisiske United-boss risikere at undvære hele ti profiler ifølge London World.
LÆS OGSÅ: United-stjerne i modvind efter kontroversielt opslag
Det vedrører Tom Heaton, Altay Bayindir, Jonny Evans, Luke Shaw, Lisandro Martinez, Toby Collyer, Kobbie Mainoo, Mason Mount og Amad Diallo. Og så karantæneramte Patrick Dorgu.
Luke Shaw har været skadet ad flere omgange for De Røde Djævle, men han vendte dog kortvarigt tilbage sidste år. Nu er den kronisk skadede 29-årige englænder så igen på lazarettet.
– Han er i gang med sin genoptræning, men vi har fortsat ikke en dato for hans comeback, har Rúben Amorim tidligere udtalt om venstrebacken ifølge Manchester Evening News.
Mason Mount er i samme situation. Den tidligere Chelsea-profil har ikke været i aktion for storklubben siden Manchester-derbyet sidste år.
LÆS OGSÅ: Dansker er i chok efter kollapset Premier League-skifte
– Mount er tættere på end Luke Shaw, men vi har ikke en specifik dato for hans comeback, lød det således fra United-chefen.
Kampen i verdens ældste pokalturnering mellem Manchester United og The Cottagers fra Fulham starter klokken 17.30 på søndag.