Derfor kunne Liverpool foretage seks udskiftninger
Det så vanskeligt ud i første halvleg for Premier League-førerholdet fra Liverpool, der kom bagud til Southampton kort før pausen.
Gæsterne blev dog kørt ud af banen i anden halvleg, hvor særligt to scoringer efter to minutter var med til at sende Southampton til tælling.
Undervejs i kampen, der endte med en 3-1-sejr til The Reds, blev Saints-stopperen Jan Bednarek tvunget til at lade sig udskifte i første halvleg. Det betød samtidigt, at hjemmeholdet kunne skifte ud hele seks gange i opgøret.
Og hvorfor så det?
Det hænger sammen med Premier Leagues protokol for hjernerystelser, der blev indført tilbage i 2021.
– Efter omfattende samtaler med medicinske eksperter og nationale foreninger, har vi fundet en måde at forbedre håndteringen af mulige neurologiske hovedskader i fodboldkampe på, lyder det blandt andet i protokollen ifølge Sports Illustrated.
Dermed får modstanderen, i dagens tilfælde Liverpool, mulighed for at foretage en anden ekstra udskiftning på et selvvalgt tidspunkt, når en spiller bliver taget ud på med henblik på hjernerystelsesprotokollen.
LÆS OGSÅ: Liverpool overvandt chokstart: Han var den absolut ringeste
Den unge forsvarsspiller Jarell Quansah kunne derfor komme ind på banen, som den sjette udskifter lørdag eftermiddag.
Med sejren har Premier League-duksene nu 16 point ned til Arsenal på andenpladsen, som dog har to kampe i hånden.
Øverst i artiklen kan du se samtlige højdepunkter fra opgøret mellem Liverpool og Southampton.