Christian Eriksen mærker stort pres
Christian Eriksen kan i den grad mærke det store pres, der lige nu hviler over Manchester United forud for en afgørende uge.
Torsdag er der nemlig returopgør i Europa League mod spanske Real Sociedad på Old Trafford. Det første opgør i Baskerlandet endte 1-1.
Europa League er den eneste turnering, hvor Manchester United stadig har en rolle at spille i denne sæson. De to engelske pokalturneringer er færdige kapitler, og i Premier League er der langt op til de europæiske pladser.
Derfor er Europa League også den eneste mulighed for Manchester United til at kvalificere sig til Champions League i næste sæson. Det vil dog kræve en triumf i den næstfineste europæiske klubturnering i denne sæson.
Det er et stort pres, og Christian Eriksen kan mærke det forud for torsdagens returkamp.
– Det er stort. Vi kender til presset, og vi kender til situationen, som vi er i i ligaen. For at komme i Europa næste sæson skal vi vinde mange kampe i ligaen eller vinde Europa League, så vi ved, at der er et stort pres på i den kamp. Men sådan er det, når man spiller i denne klub.
– Man spiller for trofæer, så vi skal spille godt for at gå videre, fortæller Christian Eriksen ifølge AOL.
Læs også: Mads Hermansen skriver historie
Torsdagens returkamp starter klokken 21.00, og den kan ses på streamingtjenesten Disney+.