Viralt opslag endelig fjernet
Et viralt opslag er efter næsten et år blevet fjernet, og i mellemtiden har det blandt andet kostet en rekordstor bøde.
Det er Nottingham Forests opslag på det sociale medie X efter nederlaget mod Everton i Premier League sidste år i april, som nu er blevet slettet.
Nottingham Forest indikerede i et viralt opslag, at VAR-dommer Stuart Atwell havde en interesse i at se Nottingham Forest tabe.
– Tre ekstremt dårlige beslutninger. Tre straffespark blev ikke tildelt, og det kan vi simpelthen ikke acceptere.
– Vi advarerede PGMOL om, at VAR-dommeren er Luton-fan før kampen, men de fjernede ham ikke. Vores tålmodighed er blevet testet mange gange.
– Nottingham Forest FC vil nu overveje sine muligheder, skrev Premier League-klubben i det meget omdiskuterede opslag på X.
Tweetet nåede i alt 47 millioner visninger, inden det blev slettet. Allerede i løbet af et døgn havde tweetet nået ud til mere end 39 millioner.
Hurtigt åbnede det engelske fodboldforbund en sag mod Nottingham Forest.
Klubben blev også idømt en bøde på knap 700.000 kroner for tweetet, og det er ifølge The Times en rekordstor bøde.
Læs også: Kun Jan Mølby er bedre end Mohamed Salah
Nottingham Forest holdt længe fast i, at klubben havde ret, og derfor er det først nu, at klubben har slettet tweetet.