Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hvem er Dário Essugo?

Af Morten Jørgensen
16.03.2025 Kl. 22:58

Dário Essugo er et navn, du skal vænne dig til at se i Premier League fra den kommende sæson. Vi dykker ned i, hvem han er. 

Henover weekenden kunne transferjournalisten Fabrizio Romano fortælle, at Chelsea har indgået en aftale med Sporting om at købe Dário Essugo i sommerens transfervindue.

165 millioner kroner betaler Chelsea til Sporting, og der er ifølge Fabrizio Romano også allerede gennemgået det obligatoriske lægetjek. Han skriver under på en kontrakt til sommeren 2032.

Planen er, at Chelsea vil inkludere ham på førsteholdet fra næste sæson, hvor han er tiltænkt at være backup for Moisés Caicedo på den defensive midtbane. 

Hvem er Dário Essugo?

Der er formentlig ganske mange, der ikke rigtig kender noget til den portugisiske midtbanespiller med det fulde navne Dário Cassia Luís Essugo, som fredag den 14. marts fyldte 20 år. 

Han er født og opvokset i den portugisiske hovedstad Lissabon, men han har også rødder i Angola. Allerede som helt ung blev han en del af Sportings akademi, hvor han sidenhen er steget i graderne. 

Seks dage efter sin 16-års fødselsdag fik han debut for klubbens førstehold i en ligakamp mod Vitoria Guimarães, og han var også stadig blot 16 år, da han debuterede i Champions League. Begge gange var det Manchester Uniteds cheftræner Rúben Amorim, der viste ham tilliden. 

Gennembruddet i Sporting har dog ladet vente på sig, og derfor blev han i januar 2024 udlejet til den portugisiske klub Chaves, hvor han blev fast mand. 

Endnu engang blev det dog vurderet, at vejen til fast spilletid i Sporting var for lang, og derfor blev han i sommer sendt til spanske Las Palmas på en ny lejeaftale. 

I La Liga-klubben etablerede han sig hurtigt som starter på den defensive midtbane, men han har misset flere kampe grundet karantæne. Han har nemlig raget to røde kort til sig i sine 17 ligakampe for klubben. 

Han måler 178 centimeter, og han besidder et stort løbepensum og er allerede nu dygtig til at læse spillet og positionere sig rigtigt – både med og uden bold. 

På bolden er han en væsentlig faktor, når Las Palmas bygger spillet op, hvor han med sin næse for spillet ofte slår den rigtige aflevering.

Læs også: Kasper Hjulmand lander overraskende job

Trods sin unge alder er han meget stærk rent fysisk, og modstanderne har svært ved at komme ind på kroppen af ham, og derfor bliver der også lavet mange frispark på ham. 

Han beskrives som en af de store talenter i La Liga lige nu, og fra næste sæson kan han altså opleves i Chelsea. 

Seneste nyt

Annonce
Annonce