Mika Biereth afviser landstræners udtalelser
Mika Biereth har været omtalt i udlandet for sine præstationer og sin beslutning om at optræde for Danmark. Nu svarer han igen.
For den tyske landstræner Julian Nagelsmann har udtalt, at Mika Biereth helst ville spille for Tyskland, men at det ikke var muligt på grund af juridiske krav.
Det blev den danske angriber spurgt ind til i landsholdslejren af Viaplay. Her var Monaco-angriberen klar i mælet og lagde ikke skjul på, at han hele tiden har ønsket at spille i rødt og hvidt.
– Det har altid været i mine tanker, at jeg ville spille for Danmark. Jeg har spillet for U19- og U21-, og nu er jeg blevet kaldt ind til A-landsholdet, og det er jeg rigtig glad for.
– Min far var en meget vigtig person i mit liv, og han er meget glad for det. Min farmor og farfar kan også rigtig godt lide det, så min familie er meget glade lige nu.
– Da landstræneren kom til Monaco og spurgte, var det meget hurtigt for mig at tage en beslutning. – Det startede med, at vi skulle lære hinanden at kende. Han fløj til Monaco, og vi snakkede sammen i rigtig lang tid. Det var en rigtig god samtale, fortæller Mika Biereth blandt andet til Viaplay.
I videoen øverst i artiklen kan du høre hele Mika Biereths interview, der foregik på dansk, som angriberen har øvet sig på – og stadig ønsker at blive bedre til.
Han kom til Monaco i januar fra Sturm Graz, der kun nåede at have gavn af danskeren i kort tid.
Hos den franske storklub har han taget alle med storm og scoret mål på samlebånd. I 2025 er han således en af Europas allermest scorende spillere.
Om han får sin debut mod Portugal senere på ugen og dermed binder sig til Danmark, må tiden vide. Brian Riemer har dog gjort det klart, at han overvejer at give en debutant en startplads.