Vildt scenarie: 11. pladsen kan få europæisk plads
Det lyder som et scenarie, der ikke kan være rigtigt, men den er god nok – 11. pladsen i Premier League denne sæson kan være adgangsgivende til europæisk fodbold.
Det er Premier League selv, der har forklaret, hvordan det kan lade sig gøre, at England kan ende ud i en situation, hvor 11 klubber skal deltage i UEFA’s europæiske turneringer næste sæson.
Lad os opridse det helt vilde scenarie, hvor det handler om at holde tungen lige i munden.
– Newcastle kvalificerer sig til Champions League via femtepladsen, hvor UEFA tildeler England en ekstra plads på grund af de engelske klubbers præstationer i Europa denne sæson.
– Brighton kvalificerer sig til Europa League ved at slutte som nummer seks i Premier League.
– Bournemouth slutter som nummer syv og kvalificerer sig til Europa League ved at vinde FA Cuppen.
– Chelsea bliver nummer otte og kvalificerer sig til Europa League ved at vinde Conference League, hvor klubben er storfavorit.
– Aston Villa ender som nummer ni og kvalificerer sig til Champions League ved at vinde turneringen i denne sæson.
– Manchester United eller Tottenham slutter som nummer ti og kvalificerer sig til Champions League ved at vinde Europa League.
Hvis det ender på præcis den måde, vil Conference League-pladsen, som Newcastle har gjort sig fortjent til ved at vinde Carabao Cuppen, ikke gå til nogle af klubberne i top 10, fordi de alle vil have kvalificeret sig til europæiske pladser på anden vis.
Derfor vil det i stedet være 11. pladsen i Premier League, der får en adgangsgivende billet til Conference League.
Læs også: Thomas Frank i spil til stort job
På nuværende tidspunkt er det Brentford, der indtager 11. pladsen i Premier League.
Hvis det helt vilde scenarie sker, vil det også være første gang nogensinde, at et land får hele 11 klubber ud i Europa.