Bruno Fernandes fortjener bedre
Bruno Fernandes fortjener bedre end at blive spist af med et meget middelmådigt Manchester United-mandskab.
Jeg kan ikke løbe fra, at jeg ikke er den største fan af Manchester Uniteds portugiske anfører og talisman. Ikke desto mindre er jeg heller ikke bange for at sige, at han burde spille for en af verdens bedste klubber.
Måske er Manchester United stadig at regne som en af verdens største klubber, men en af de bedste er De Røde Djævle i hvert fald ikke – og det har de sådan set ikke været længe.
I slutningen af januar 2020 skiftede Bruno Fernandes tilværelsen i Sporting ud med Manchester United, og straks blev han klubbens største stjerne.
Igen og igen har han sidenhen leveret store præstationer for den engelske storklub, som han helt åbenlyst har et stort hjerte for. Ellers havde han for længst fundet et andet sted at spille.
Læs også: Bruno Fernandes afviste vanvittigt tilbud
For i sine godt fem år i klubben har Manchester United ikke været i nærheden af at vinde et stort trofæ, som en spiller af Bruno Fernandes’ kaliber bør være i spil til stort set hver sæson. Ja, FA Cuppen er stort, men i Manchester United skal det være Premier League- og Champions League-titler, der tæller.
Portugiseren har gjort sit for at bringe Manchester United i position til de største titler. 95 mål og 81 assists i 277 kampe fortæller en tydelig historie om spiller, der har leveret varen. Og han har altid været tilgængelig. Blot tre kampe har han misset på godt fem år grundet skader eller sygdom. Imponerende.
Bruno Fernandes er en verdensklassespiller, der i stort set hele sin Manchester United-karriere har været omgivet af for dårlige spillere.
For nylig sagde Sir Jim Ratcliffe, at der var for mange overbetalte og dårlige spillere i Manchester United. Det reagerede Bruno Fernandes på, men det havde han ikke behøvet.
Sir Jim Ratcliffe talte helt sikkert ikke om ham, for han fortjener bedre.