Godt nyt om Bukayo Saka
Arsenal har klaret sig uden Bukayo Saka i tre måneder, men nu er der godt nyt om den engelske stjernespiller.
For ifølge The Mirror har han kurs mod at være helt klar til Champions League-kvartfinalen mod Real Madrid den 8. april.
Lige nu er der landsholdspause, hvor Bukayo Saka naturligvis ikke er udtaget af Thomas Tuchel til den engelske trup. I stedet har han fuld gang i sin genoptræning hos Arsenal.
Arsenal håber nu, at han kan gøre fremskridt i løbet af de kommende uger, og at han som minimum kan være med på bænken mod Fulham den 1. april i Premier League.
Den 5. april skal Arsenal møde Everton i Premier League, inden den første kvartfinale venter mod Real Madrid tre dage senere.
Der er altså flere muligheder for, at Bukayo Saka kan få nogle minutter i benene, inden det gælder det store opgør mod den spanske kongeklub.
Det engelske mesterskab synes at være uden for rækkevidde for Arsenal, der til gengæld er på sikker kurs mod andenpladsen i Premier League.
Derfor vil klubben formentlig også fokusere rigtig meget på kampene mod Real Madrid i håbet om at gå hele vejen i Champions League.
Bukayo Saka er måske Arsenals bedste spiller, og hvis han kan spille en rolle i kvartfinalerne, vil det være et stort boost for Mikel Arteta.
Læs også: Thomas Frank i spil til stort job
Englænderen pådrog sig en kraftig forstrækning mod Crystal Palace den 21. december, og han blev efterfølgende opereret.
Meldingen gik på, at han ville være ude i omtrent tre måneder, og det lader altså til at holde ganske fint stik.