1,1 milliarder: Manchester City går all in på stjerne
Manchester City er klar på at bruge rigtig mange penge i sommerens transfervindue for at få sin drømmespiller til klubben.
Det begynder efterhånden at stå ret klart, at den engelske storklub ikke vil lade Florian Wirtz blive i Leverkusen eller skifte til Bayern München, for tyskeren er udset som Kevin De Bruynes afløser.
Florian Wirtz er en af de mest ombejlede unge spillere i verden lige nu, og ifølge Bild er Manchester City gået i en stor charmeoffensiv for at slå kløerne i tyskeren.
Meldingen fra det tyske medie går på, at Pep Guardioa således har holdt et møde med Florian Wirtz, hvor han har forklaret Leverkusen-stjernen, hvordan han vil passe ind i spanierens system hos Manchester City.
For at få det til at ske er The Cityzens også klar til at betale hele 1,1 milliarder kroner for ham. Det siges at være den pris, som Leverkusen minimum vil kræve, hvis Florian Wirtz ikke forlænger sin kontrakt inden længe.
Lige nu arbejder Leverkusen dog ihærdigt på at forlænge kontrakten til sommeren 2028, og den vil indeholde en frikøbsklausul, der vil være gældende fra næste sommer, på 934 millioner kroner.
Manchester City er dog ikke ene om at ville have fingrene i ham, for Bayern München er også meget interesseret, og samtidig spøger Real Madrid i kulissen, fordi Leverkusen-træner Xabi Alonso meget vel kan havne der næste sæson.
Det forlyder også, at Florian Wirtz’ far foretrækker, at midtbanespilleren tager til Bayern München, som han har holdt en række møder med over længere tid.
Forholdet mellem Bayern München og Leverkusen er dog ikke det bedste på nuværende tidspunkt, og Leverkusen vil foretrække ikke at sælge til sin direkte rival i tysk fodbold.
Læs flere nyheder om The Cityzens lige her.