373 millioner: Arsenal tager kontakt til United-emne
Atalanta-angriberen Mateo Retegui er angiveligt på blokken hos Arsenal forud for sommerens transfervindue.
Arsenal er på markedet efter en ny angriber, efter at man ikke lykkedes med at hente en i løbet af det netop overståede transfevindue.
LÆS OGSÅ: Rygte: Rasmus Højlund skal afløses af tidligere City-komet
Her bød man ellers på Aston Villas Ollie Watkins, men det blev afvist, da Birminghamklubben netop havde taget afsked med 21-årige Jhon Duran, som skiftede en tur til Al-Nassr fra Saudi-Arabien.
Der bliver dog arbejdet i kulissen på at hente en ny angriber forud for næste sæson, for det franske medie Foot Mercato beretter, at Arsenal og Manchester United allerede har været i kontakt med Atalanta med henblik på at hente Retegui.
Aston Villa og Paris Saint-Germain er desuden også inde i billedet, lyder meldingen.
Retegui har scoret 20 mål i Serie A i denne sæson, og han er den første spiller nogensinde i turneringens historie til at nå det antal så tidligt.
Selvom han brændte i Champions League-kampen mod Arsenal, har den 25-årige Retegui haft en blændende sæson. Kun Mohamed Salah og Harry Kane overgår ham på den europæiske topscorerliste med henholdsvis 22 og 21 mål.
Selvom han blot ankom til Bergamo fra Genoa i sommeren 2024, har Retegui allerede tiltrukket sig massevis af interesse fra flere klubber.
Klubbens cheftræner, Gian Piero Gasperini, har da også været meget tilfreds med den italienske landsholdsspiller i denne sæson.
– Han er ekstraordinær, når holdet dominerer. En ekstraordinær målscorer, for 20 mål (i ligaen, red.) er et utroligt tal. Der er også kampe, hvor han ikke dominerer, hvor vi er tvunget til at forsvare os, og her er der plads til forbedring, fortæller Gasperini.
Retegui er under kontrakt med Atalanta frem til sommeren 2028, og i kontrakten er der angiveligt en frikøbsklausul på 373 millioner kroner.