448 millioner: Liverpool og United kæmper om brasilianer
Liverpool og Manchester United er blandt de store klubber, der er ude efter en brasiliansk midtbanespiller inden sommerens transfervindue.
Det lokale italienske medie Tutto Atalanta skriver således, at der er interesse for Atalanta-stjernen Ederson fra store klubber.
Både Liverpool, Manchester United, Atlético Madrid og Juventus har følerne ude angående den dygtige midtbanespiller, som kan købes for 448 millioner kroner.
Til den pris vil Atalanta efter sigende gå med til at sælge den brasilianske landsholdsspiller, som har fået tre kampe for sit land.
Han har siden sommeren 2022 tørnet ud for Atalanta, og tiden er ved at være inde til at tage det næste skridt i karrieren.
Kontrakten med Atalanta udløber i sommeren 2027, og derfor kan sommerens transfervindue også vise sig at være det rette tidspunkt for italienerne til at sælge.
Ederson, der kom fra Salernitana for omtrent 160 millioner kroner, er en løbeivrig og fysisk stærk midtbanespiller, som samtidig har teknikken i orden.
Han har samtidig vist i både Serie A og Champions League, at han kan begå sig i de største kampe, og hos begge de engelske storklubber vil han formentlig passe godt ind.
Tidligere er han også blevet sat i forbindelse med Manchester City, men The Cityzens bliver dog ikke nævnt nu.