Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

877 millioner: Manchester United føler sig sikre på dobbeltsigning

Af Emil Plovgaard
29.05.2024 Kl. 16:42

Der venter en aktivitetsrig sommer hos Manchester United.

Flere spillere forlader klubben, hvor Raphaël Varane og Anthony Martial allerede har meldt deres afgange.

Men der kan også ske noget på ind-siden.

Her er både Crystal Palaces Michael Olise og Evertons Jarrad Branthwaite blevet rygtet til De Røde Djævle, og ifølge mediet talkSPORT føler klubben fra Old Trafford sig overbevist om, at man kan lande de to spillere.

Det ventes, at Palace vil lade Olise gå for 526 millioner kroner, mens Branthwaite kan ryge for 351 millioner kroner.

Olise kommer fra en Premier League-sæson, hvor han scorede tredjeflest mål for Palace, kun overgået af Jean-Philippe Mateta og Eberechi Eze, der scorede henholdsvis 19 og 11 mål, mens Olise selv stod for en halv snes.

Branthwaite har vist sig frem i defensiven hos Everton i indeværende sæson, og det har ført til, at han er blevet udtaget til Gareth Southgates provisoriske EM-trup. Der skal dog skæres syv spillere fra, inden EM-slutrunden begynder.

Evertons aktuelle økonomiske problemer kan føre til, at Branthwaite er tilgængelig til en spotpris denne sommer.

Evertons Ashley Young mener, at Branthwaite er klar til at tage et skridt op.

– Jeg føler, at han er klar til næste skridt.

– Der er naturligvis interesse fra andre klubber, som er sluttet i den øverste halvdel af tabellen, og det er af gode grunde, for jeg ved, hvilken spiller, han er og hvilket potentiale, han har.

– Han er helt sikkert en spiller, som kan spille Champions League og de store turneringer, sagde Young til talkSPORT.

Det vides ikke, om Manchester United fyrer Erik ten Hag efter den chokerende FA Cup-triumf mod Manchester City i weekenden.

Inden kampen lød det, at hollænderen blev fyret uanset udfald, men der kan muligvis være en U-vending på vej på den front.

I tilfælde af, at Ten Hag bliver fyret, har Manchester United udpeget klubbens drømmekandidat.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce