890 millioner: Liverpool lurer på Salah-afløser
Liverpool er på udkig efter en kantspiller i et kommende transfervindue til sommer.
Sådan lød meldingen fra The Athletic-journalisten David Ornstein for nylig.
Det er ikke utænkeligt, at Mohamed Salah forlader klubben, efter at der er voldsom efterspørgsel for ham fra navnlig Saudi-Arabien.
En af de spillere, som Liverpool sættes i forbindelse med, er Khvicha Kvaratskhelia fra Napoli.
Bascho Tsalugelashvili, som er journalist på La Gazzetta dello Sport, var forleden direkte igennem på 1 Station Radio, hvor han talte om Napoli-stjernen Khvicha Kvaratskhelia, hvis agent skal til møde med Napoli-præsident Aurelio de Laurentiis inden for de kommende dage.
– Jeg tror, agenten skal til møde med præsidenten i næste uge.
– Enten vil en kontraktforlængelse falde på plads, eller også bliver det et skifte til en top-klub.
– Jeg ved ikke, om det bliver til Barcelona eller til en anden topklub.
– Kan det blive en Premier League-klub? Jeg ved det ikke. Liverpool viser interesse for Kvaratskhelia, selvom Barcelonas interesse er mere konkret.
Tsalugelashvili nævner en pris på omkring 890 millioner kroner for den georgiske landsholdsspiller.
– Hvad vil Kvara selv? Jeg ved det ikke. Men jeg vil anbefale spilleren til at forlade en klub, som er i krise, som Napoli er, og i stedet skifte til en topklub i La Liga eller Premier League, siger Tsalugelashvili i interviewet ifølge Area Napoli.
23-årige Kvaratskhelia, der i næste måned vil være at finde ved EM-slutrunden sammen med Georgien, har scoret 10 mål og lavet ni oplæg i indeværende sæson.
Napoli har ikke formået at forsvare Serie A-titlen, som i denne sæson gik til Inter. Gli Azzurri ligger noget skuffende på en niendeplads.
LÆS OGSÅ: Inden Slot: Liverpool forhørte sig om brasilianer