Aftalen er på plads: Ancelotti lander kæmpe job
Den italienske toptræner Carlo Ancelotti forlader Real Madrid i juni, og han har nu også fået fremtiden på plads.
Meldingen kommer fra transferjournalisten Fabrizio Romano, som kan fortælle, at Carlo Ancelotti er blevet enig med det brasilianske fodboldforbund om en kontrakt.
Det betyder også, at han forlader Real Madrid allerede i juni og dermed ikke kommer med til VM for klubhold, der spilles fra midten af juni og en måned frem.
Der er endnu ikke meldt noget officielt ud fra nogen af parterne, men det er formentlig blot et spørgsmål om tid, inden det sker.
I løbet af de seneste uger har der været kraftige rygter om, at den 65-årige italiener er en færdig mand i Real Madrid, hvor han nu kun kan nå at vinde det spanske mesterskab.
Der skal dog noget til at indhente Barcelona, men de to storklubber har et indbyrdes opgør tilbage lige rundt om hjørnet, så muligheden er til stede.
På det brasilianske landshold bliver hans største opgave VM-slutrunden næste sommer i USA, Canada og Mexico, hvor sydamerikanerne vil have store ambitioner.
Med store stjerner som Vinicius Junior, Alisson og Marquinhos på holdet vil der også være store forventninger til, at Carlo Ancelotti kan gøre landsholdet konkurrencedygtigt.
















