Afviste Real Madrid og Barcelona: Nu spiller han i Bournemouth
Tidligere i karrieren var der interesse fra Real Madrid og FC Barcelona for Dean Huijsen, som i sommer skiftede til Bournemouth.
Den 19-årige spanske ungdomslandsholdsspiller blev hentet til Premier League-klubben fra Juventus på en permanent transfer.
LÆS OGSÅ: Liverpool-spiller revses efter engelsk sejr: ‘Værste på banen’
I øjeblikket er Bournemouth-spilleren sammen med det spanske U21-landshold, og det gav den store spanske sportsavis AS mulighed for at tale med ham.
Selv hentede Juventus Huijsen i Malaga i 2021. Inden da havde FC Barcelona og Real Madrid vist interesse, men han afviste de to klubber til fordel for den italienske storklub.
– Jeg mener, jeg traf den sværeste beslutning. Men Italien har et omdømme for at have gode forsvarsspiller, og jeg lærte en masse dér, siger Huijsen til AS ifølge SportWitness.
De to spanske storklubber forsøgte lidt af hvert for at lokke Huijsen. Real Madrid inviterede hans far forbi klubbens træningsanlæg, Valdebebas, mens Jordi Cruyff, der dengang var ansat hos FC Barcelona, også forsøgte at lokke ham.
– (Min far fortalte), at Real Madrid ville være en rigtig god løsning, men det var min beslutning. Det er et meget vigtigt navn (Cruyff), men jeg er meget kold overfor sådan noget. Jeg tænkte over, hvor det ville være bedst at være.
Det er blevet til fem Premier League-kampe for Huijsen, der dog er blevet lovet mere spilletid hos Bournemouth.
LÆS OGSÅ: Zubimendi til Arsenal? Nu reagerer han selv
– Iraola fortalte mig, at min tid kommer. Jeg venter på den. Jeg fortsætter med at arbejde godt, træne godt … og så spiller jeg og vil gøre det godt. Sådan er det i fodbold, lyder det fra Huijsen.