Alexis Mac Allister i chokskifte? Nu reagerer agenten
Carlos Mac Allister, der fungerer som både far og agent til Liverpools midtbanegeneral Alexis med samme efternavn, har medvirket i et interview med den argentinske TV-station Picado TV tidligere på ugen.
Her blev han blandt andet spurgt ind til, om der er nogen mulighed for, om hans søn skifter til Real Madrid inden for den nærmeste fremtid.
Og svaret lød:
– For nu tror jeg ikke, at han forlader Liverpool. Men det vil tiden vise. Alexis er meget glad for at være, hvor han er. Han bor i Manchester, og det er på den samme gade som Andy Robertson, Joe Gomez og fire gader væk fra Licha (Lisandro) Martinez.
– Alexis taler godt engelsk, forstår spillets regler og taler med folk. Jeg mener, det er den bedste ting, der er sket for ham, og det derfor, at tilvænningen har været nemmere, siger Carlos Mac Allister til Picado TV ifølge Marca.
Dermed er Alexis Mac Allister den anden Liverpool-spiller inden for en uge, der kædes sammen med et skifte til Real Madrid, da det samme også har været tilfældet for Ryan Gravenberch.
Carlos ihukommer desuden processen fra dengang Alexis skiftede fra Brighton til Liverpool.
– Det første møde foregik med mig, da jeg skulle forklare, hvad jeg så i Alexis, og hvorfor jeg ønskede ham. Vi havde en meget behagelig samtale.
– Da vi talte sammen ved det første møde, kunne jeg ikke engelsk, så var der en tolk til stede. Han spurgte mig, hvad jeg så efter Liverpools 2-5-nederlag til Real Madrid (i februar 2023, red.) og jeg fortalte ham, at det primære problem var, at spillerne ikke kunne finde ud af markeringer.
– Tolken så på mig og sagde, at det kunne jeg ikke sige, og jeg fortalte, at han skulle sige det videre alligevel, for jeg ville forklare mig. Så fortalte jeg ham det på engelsk, og så spurgte Klopp, hvad jeg mente.
– Jeg fortalte ham, at de skulle hoppe på dem, holde fast i dem, skubbe dem, klemme dem, og at man ikke kan markere, når man står to meter væk fra en anden spiller. Det var derfor, at de indkasserede fem mål. Han så på mig og fortalte, at jeg havde ret. Derfra dannede vi et bånd til ham, siger Carlos Mac Allister.