- Amorim bliver fyret
Rúben Amorim overtog roret hos Manchester United i november 2024 efter klubbens afsked med Erik ten Hag.
Det har ikke ligefrem kørt på skinner for den 40-årige portugiser, og søndag blev det til et 1-0-nederlag til Tottenham.
LÆS OGSÅ: Peter Schmeichel roser Patrick Dorgu
I vinterens transfervindue var den eneste reelle tilgang til førsteholdet danske Patrick Dorgu.
Hos Manchester United-tilhængerne er der en klar fornemmelse af, at Amorim ikke blev bakket godt nok op på transfermarkedet, fordi klubbens ledelse har i sinde at fyre ham.
Mens der ikke skete ret meget på ind-siden, skilte Manchester United sig – midlertidigt – af med flere prominente førsteholdsnavne, såsom Marcus Rashford og Antony, der skiftede på lejeaftaler til henholdsvis Aston Villa og Betis. Antony har i øvrigt gang i en glimrende periode hos Real Betis.
De Røde Djævle var også ude efter Mathys Tel fra Bayern München, men som følge af Bundesliga-klubbens økonomiske krav til en aftale, valgte klubben at holde fast i, hvad den i forvejen har til rådighed.
Manchester United har ellers haft store udfordringer på banens sidste tredjedel i indeværende sæson, hvor det blot er blevet til 28 mål i 25 Premier League-kampe. Heraf er man gået fra banen i ni kampe uden at score.
Heller ikke søndag lykkedes det at finde vej til nettet, og det er noget, der frustrerer klubbens mange tilhængere.
– Amorim bliver fyret. Se bare. De ønsker ikke at bakke op om ham, skriver en bruger på det sociale medie X.
Andre er af den holdning, at portugiseren selv kan finde på at gå, fordi det hele ser så håbløst ud.
– Jeg vil oprigtigt ikke skyde skylden på Amorim, hvis han vælger at gå i aften. Klubben ligger i ruiner! Han gør United en tjeneste og skifter til klubben midtvejs i sæsonen, og så er dette måden, hvorpå Glazers og INEOS gengælder hans tjeneste, lyder det fra en anden.
– Helt ærligt. Rashford og Antony er væk. Ingen signings? Hvis jeg var Rúben Amorim ville jeg – hånden på hjertet – sige op. Klubben ligger i ruiner fra top til bund. Det er pinligt fra hver eneste person, der driver klubben, skriver en anden.
Søndagens 1-0-nederlag mod Tottenham efterlader Manchester United på en 15.-plads i Premier League-tabellen.
Det spanske medie Fichajes – der er kendt for at have en lav troværdighed – skriver, at Manchester United går med tanker om at fyre Rúben Amorim i slutningen af denne sæson.
Samtidig har De Røde Djævle udarbejdet en ønskeliste på tre managere: Zinedine Zidane, Mauricio Pochettino og Thomas Tuchel.
Det forlyder dog, at Zinedine Zidane har landet et andet job.