Amorim henter tre mand med til Manchester United
Når Rúben Amorim inden længe bliver præsenteret som manager for Manchester United, bliver det med velkendte ansigter ved sin side.
For den 39-årige portugiser kommer til at tage flere folk med fra Sporting, som han kender rigtig godt.
Læs også: Stor taktisk gennemgang: Sådan spiller Amorim
CNN Portugal rapporterer således nu, at han onsdag rejser til England. På den tur vil tre personer fra hans stab i Sporting rejse med.
Der er tale om Carlos Fernandes, Adélio Cândido og Jorge Vital.
De tre har Amorim altså allerede under sig i Sporting, og derfor vil han også gerne støtte sig til dem i Manchester United.
Jorge Vital er 63 år gammel og målmandstræner i Sporting, hvor han har været de seneste fire år. Han arbejdede også sammen med Rúben Amorim i Braga tidligere.
29-årige Carlos Fernandes har ligesom Jorge Vital også arbejdet under Amorim i snart fem år. Han er assistenttræner.
Yngste mand er Adélio Cândido, som kun er 28 år. Han har dog været tilknyttet Rúben Amorims stab siden tiden i Braga.
I The Telegraph har der været meldinger om, at Ruud van Nistelrooy kan ende med at forlade Manchester United. Det er dog fortsat kun løse rygter.