Amorim med direkte melding om Højlund
Rúben Amorim får torsdag sin hjemmebanedebut i spidsen for Manchester United.
Her kigger Bodø/Glimt, det succesfulde norske mesterhold, forbi Old Trafford i Europa League.
Spændende bliver det, om portugiseren igen fravælger Rasmus Højlund i Uniteds angreb, som det var tilfældet i søndagens remis med Ipswich.
Her var det Marcus Rashford, der startede som 9’er i Amorims system, mens Rasmus Højlund måtte vente til midten af anden halvleg med at komme på banen.
Godt nok scorede Rashford i kampen, men generelt har Manchester United haft vanskeligt ved at finde spillere, der scorer virkelig mange mål. En udfordring, Rúben Amorim blev spurgt ind til på det pressemøde, der blev afholdt inden torsdagens kamp.
Her kom portugiseren med en direkte melding om Rasmus Højlund, som han tror, vil komme til at score flere mål.
– Jeg tænker, der er en bekymring i det, men vi skal forbedre os som hold.
– Vi kontrollerede bolden i anden halvleg (mod Ipswich, red.), men vi var ikke farlige.
– Rasmus (Højlund, red.) og Josh (Joshua Zirkzee, red.) vil score flere mål. Amad (Diallo, red.) skal være tættere på mål. Bruno (Fernandes, red.) skal score flere mål, sagde Rúben Amorim ifølge Manchester Evenings News.
Læs også: Tre engelske topklubber kæmper om stor Atalanta-profil
Efter torsdagens kamp har Manchester United ikke meget tid til at restituere, for allerede i weekenden venter næste opgave. Her får Amorims mandskab besøg af Everton.