Amorim melder klart ud om transferplaner
Rúben Amorim sætter nu ord på, om han vil handle i Sporting.
Mandag tager portugiseren over som cheftræner i Manchester United. Allerede inden han er ankommet til Manchester, er de første transferrygter opstået.
Læs også: Stjernespiller har ødelagt korsbåndet
For ønsker han at bringe nogen af sine dygtige spillere fra Sporting med til den engelske storklub? Det svarede han på lørdag aften.
– Ikke i januar. Det er dét, jeg har sagt. Jeg ved ikke med sommeren, siger Amorim ifølge United Zone.
– Det første, jeg skal gøre, er at blive i jobbet indtil sommer. Sporting-spillerne er rigtig gode. Vi må se.
Både stjerneangriberen Viktor Gyökeres og stortalentet Geovany Quenda er blevet rygtet til Manchester United.
Læs også: Dansker får debut i Premier League
Så sent som fredag udtalte Ruud van Nistelrooy da også, at Manchester United har brug for en frontløber, der kan lave mål.
Det har Gyökeres i den grad bevist, at han kan i Sporting. Han er suveræn topscorer i den hjemlige liga. Siden sommeren 2023 har han næsten lige så mange mål som kampe i den portugisiske storklub.
Geovany Quenda er kun 17 år, men han er allerede blevet fast mand hos Sporting. Her har Amorim brugt ham som wingback i sit 3-4-3-system.