Arne Slot afviser vild klausul
Arne Slot har fået en flyvende start i sin debutsæson som cheftræner for Liverpool.
Klubben er på vej mod at vinde det engelske mesterskab for 20. gang.
Det er dog ikke alle spillere, der har været en lige stor del af opturen.
En af de spillere, der har haft det svært under hollænderen, som i de seneste 16 Premier League-kampe blot er blevet tildelt én plads i startopstillingen.
Og det fik forleden et medie til at spekulere i, at Darwin Núñez ikke starter inde for Arne Slot, fordi hans næste start i ligaen vil aktivere en klausul.
Uruguayaneren skiftede til Liverpool fra Benfica i sommeren 2022, og som en del af aftalen blev det bestemt, at den portugisiske storklub skulle belønnes med 35 millioner kroner, hvis/når Núñez startede inde 50 gange i Premier League.
Aktuelt er Núñez på 49 kampe fra start i Premier League.
På fredagens pressemøde blev Arne Slot spurgt ind til, om han havde kendskab til klausulen.
– Tror du altid på, hvad journalister skriver? Ikke altid, vel? Heller ikke jeg. Nogle gange er det bedre ikke at tro på alt, der skrives om spillerne.
– Klausulen er fuldstændig ny for mig. Den mindste ting, jeg ville forvente fra Richard Hughes (sportsdirektør, red.) ville være at fortælle mig, at det ville koste penge, hvis Núñez spillede. Det ville han aldrig gøre. Han blander sig aldrig i startopstillingen, siger Arne Slot fredag ifølge The Independent.
Liverpool forbereder sig angiveligt på at sælge 25-årige Darwin Núñez til sommer – tre år efter ankomsten fra Lissabon.
Angriberen har haft sin hidtil sværeste sæson i Premier League med sølle fem mål i 25 optrædener.
I vinterens transfervindue var Núñez meget tæt på at forlade Liverpool.