Arsenal er et af de bedste hold, jeg har set, siger Inzaghi
Arsenal bragede onsdag aften sammen med Inter i Champions League.
En kamp, der endte med en sejr til de italienske mestre fra Milano.
1-0 vandt Simone Inzaghis mandskab på en scoring af Hakan Çalhanoğlu, der sendte bolden i mål i første halvlegs overtid.
Den scoring kom Arsenal sig aldrig over, og så var det Inter, der kunne forlade banen som vindere.
Læs også: Kasper Hjulmand i spil til PL-job
Men selvom Inter blev det vindende hold, var holdets træner meget begejstret for det, han så fra Arsenal.
Så meget, at han efter kampen kastede overordentligt store roser efter Mikel Artetas mandskab.
– Det er en meget vigtig sejr. Vi skulle kæmpe for det mod et meget stærkt og intenst hold, der gav os problemer på særligt dødbolde.
– Arsenal er et af de bedste hold, jeg har set indtil videre i Champions League i denne sæson. Vi startede rigtig godt, og i anden halvleg forsvarede vi rigtig godt. Vi ville have sejren foran vores fans, sagde Inzaghi efter kampen til Sky Sports Italia ifølge Football Italia.
Det er ikke første gang Inter giver problemer til et engelsk mandskab i årets Champions League.
I første runde af turneringen spillede de således 0-0 med Manchester City på Etihad Stadium.
I weekenden skal Arsenal i kamp igen. Her møder de Chelsea på Stamford Bridge.