Arsenal-stjerne ude resten af sæsonen
Rasmus Højlund kan forlade Manchester United i uventet skifte. Læs mere her.
Arsenal skulle forsøge at holde fast i det spinkle håb om mesterskabet i denne sæson, da klubben tirsdag aften mødte Fulham på Craven Cottage.
Tidligt i kampen blev klubben dog ramt af et stort slag, da brasilianske Gabriel Magalhães måtte udgå med en skade.
Det er nu kommet frem, at brasilianeren med sikkerhed misser opgøret mod Real Madrid i Champions League, som man støder ind i ad to omgange i kvartfinalerne.
Og ifølge den normalt velinformerede journalist Fabrizio Romano må Arsenal også undvære Gabriel Magalhães i et godt stykke tid længere end det.
Det ventes, at forsvarsspilleren skal opereres i sit baglår på samme vis, som det var tilfældet for Bukayo Saka, der var ude i fire måneder, inden han for nylig vendte tilbage.
Det er noget, der vil holde Gabriel Magalhães ude frem til midten af juli, og det vil gøre, at han lige akkurat kan nå at forberede sig til den kommende Premier League-sæson.
Liverpool mangler fire sejre og en uafgjort ud af sæsonens otte kampe, så titlen er mere eller mindre tabt for Arsenal, der dog stadig har Champions League-trofæet at kæmpe for.
Her venter en i forvejen vanskelig opgave mod Real Madrid, der absolut ikke bliver nemmere, taget denne beretning i betragtning.
Arsenal reflekterer også selv over skaden på klubbens hjemmeside.
– Efter at blive udskiftet i vores kamp mod Fulham i tirsdags, kan vi bekræfte, at Gabriel Magalhães har pådraget sig en baglårsskade, der kræver operation.
– Gabi vil undergå en operationsprocedure i sit baglår i de kommende dage, og øjeblikkeligt herefter vil han begynde genoptræning og rehabiliteringsprogrammet med sigtet efter at blive klar til den kommende sæson.
– Alle hos klubben er fuldt ud fokuseret på at støtte Gabi for at sikre, at han bliver fuldt kampklar så hurtigt som muligt, skriver klubben.