Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Avis: To ting vil føre til en fyring af Erik ten Hag

Af Emil Plovgaard
11.12.2023 Kl. 17:06

Fredag blev Erik ten Hag kåret til månedens manager i Premier League.

Lørdag leverede Manchester United en skamfuld indsats mod Bournemouth. Udfaldet blev en ydmygelse på eget græstæppe. De Røde Djævle tabte nemlig kampen med hele 3-0.

Her og nu tyder det dog ikke på, at Erik ten Hag får sparket hos Manchester United. Men det kan den kommende uge ændre på.

Det skriver Daily Mirror.

Store nederlag til både Bayern München og Liverpool, som venter i henholdsvis Champions League og Premier League, kan føre til en afsked med hollænderen.

Manchester United er værter for et opgør mod Bayern München i den sidste gruppespilskamp i Champions League tirsdag aften.

Her er der kun ét scenarie, der vil føre De Røde Djævle videre i turneringen.

Herefter gælder det næste søndag Liverpool i et rivalopgør på Anfield. Her kan der komme det højeste antal tilskuere til en kamp i 50 år.

I sidste sæson tabte Manchester United med hele 7-0 til Liverpool, og et lignende resultat vil Ten Hag sandsynligvis ikke overleve.

Neville: Erik ten Hag bør blive

Den tidligere United-anfører Gary Neville mener, at klubben bør holde fast i Ten Hag.

– Jeg håber på en måde, at Erik ten Hag er i stand til at vende denne sæson på hovedet, og at han kan forbedre, hvad der i øjeblikket sker. Ellers vil han uundgåeligt komme i problemer.

– Vi har set det med Ole (Gunnar Solskjær, red.), José (Mourinho, red.) og Louis van Gaal. Men der er ingen grund til at erstatte Ten Hag i denne sæson. Idéen om at fyre ham er komplet nonsens. Jeg vil ikke tale for en fyring.

– Der er en mangel på lederskab og struktur over ham. Jeg ved godt, at folk siger, at man ikke kan skyde skylden på The Glazers – men jo, det kan man godt. For det har været 10 år med fiaskoer og miserabel rekruttering, lød det fra Neville i weekenden.

Ifølge The Independent, er der odds 3 på, at Erik ten Hag er den næste manager i Premier League, der ryger.

I videoen øverst i artiklen, kan du høre Viaplay-ekspert Stig Tøfting forklare, hvorfor han mener, at Erik ten Hag bliver fyret i denne sæson.

Annonce