BEKRÆFTET: CEO er færdig hos United
Manchester Uniteds administrerende direktør, Richard Arnold, forlader klubben.
Det skrev Sky News tidligere på dagen, og nu bekræfter Manchester United historien.
Den midlertidige direktør bliver Patrick Stewart, oplyses det i samme ombæring.
– Jeg vil gerne takke Richard for hans enestående tjeneste for United de seneste 16 år, og jeg ønsker ham alt det bedste for fremtiden. Vi er heldige, at vi kan trække på den dybe viden og erfaring hos Patrick Stewart, der kan tilbyde midlertidig stabilitet og kontinuitet, mens vi fortsætter jagten på en ny CEO, siger Joel Glazer, der er medbestyrelsesformand i klubben.
Udmeldingen kommer umiddelbart inden Sir Jim Ratcliffe køber sig ind i klubben, da han overtager 25 procent af aktiebeholdningen.
Ratcliffe ønsker at indsætte en ny person til stillingen, og ifølge Daily Mirror bliver det Jean-Claude Blanc, der har haft lignende roller i Paris Saint-Germain og Juventus.
Arnold blev Ed Woodwards efterfølger på posten. Han har været ansat i klubben siden 2007.