Bekymrende melding: Manchester United risikerer konkurs
Manchester United risikerer at gå konkurs.
Sådan lyder den opsigtsvækkende melding fra meget troværdige The Guardian.
LÆS OGSÅ: Rasmus Højlund i gigantisk byttehandel?
Klubbens nye medejer, Sir Jim Ratcliffe, har truffet en række upopulære beslutninger i et forsøg på at trimme udgifterne så meget som muligt efter fem år med store underskud.
Yderligere 100 til 200 fyringer af helt almindelige ansatte er på vej på Old Trafford, efter at klubben sidste år tog afsked med 250 medarbejdere.
Derudover kunne Sir Alex Ferguson også modtage en fyreseddel, da skotten ikke længere skulle være ambassadør for klubben. Således kunne klubben spare 18 millioner kroner på en årlig basis.
Ratcliffe mener ikke, at han har noget andet valg end at træffe de upopulære beslutninger efter to årtier med tvivlsom ledelse fra familien Glazer.
Ifølge The Guardian er det ikke utænkeligt, at der kommer yderligere fyringer hos Manchester United. Det er rent og skært nødvendigt, såfremt klubben ikke skal gå konkurs, lyder det, og det understreger hele situationens alvorlighed.
Avisen skriver desuden, at United var løbet tør for penge, havde den 72-årige forretningsmogul ikke spædet til af egen lomme med mere end to milliarder kroner sidste år.
Den seneste pengeindsprøjtning, der fandt sted i december, og som angiveligt var målrettet klubbens infrastruktur, betød, at hans ejerandel steg til 29 procent.
Det hævdes i øvrigt, at den britiske milliardær mener, at der er en manglende bevidsthed omkring klubbens økonomiske forfatning uden for Old Traffords vægge.