
Blind øjner chancen for at vende tilbage til Ajax
Det er fire år siden, Daley Blind forlod Ajax og skiftede til Manchester United for £14 millioner.
Nu ønsker den hollandske klub at hente sin gamle spiller retur, og Blind – der umiddelbart har udspillet sin rolle på Old Trafford under José Mourinho – skulle være klar på at drage tilbage til hjemlandet.
Det skriver The Telegraph.
Problemet er bare, at Ajax har svært ved at betale både købspris og Daley Blinds løn – som angiveligt skulle ligge på omkring £120.000 om ugen.
Det er mange penge, især for en klub der allerede har spenderet stort på at købe Dusan Tadic.
Så medmindre Manchester United frasiger sig et transferbeløb og lader Blind skifte gratis for at få ham af klubbens lønbudget, skal Daley Blind selv indvillige i at gå ned i løn, hvis skiftet skal blive en realitet.