Brian Priske er blevet fyret
Feyenoord har opsagt samarbejdet med den danske fodboldtræner Brian Priske med øjeblikkelig virkning.
Det oplyser den hollandske storklub på sin hjemmeside og begrunder det med dårlige resultater o en manglende kemi.
– Det er meget skuffende for alle parter, at vi er nødt til at træffe denne beslutning, siger teknisk direktør i Feyenoord, Dennis te Kloese.
– Selvom Feyenoord har opnået nogle imponerende resultater med Brian, specielt i Champions League, har førsteholdets præstationer været for svingende i de seneste måneder. Desværre ser vi for lidt strukturel forbedring.
– Som professionel og som person holder jeg stadig meget af Brian. Nogle gange må man dog konkludere, at på trods af alle gode intentioner fungerer tingene bare ikke.
– På et tidspunkt når man det punkt, hvor der ikke er nok støtte til at fortsætte det videre samarbejde, siger han desuden.
Brian Priske overtog jobbet hos Feyenoord forud for denne sæson, hvor Arne Slot var taget til Liverpool efter at have nydt stor succes med klubben.
I skrivende stund er Feyenoord på femtepladsen i den bedste hollandske fodboldrække med 12 point op til Ajax og PSV Eindhoven.
Læs også: Jude Bellingham i vildt skifte til Premier League?
I Champions League er klubben videre til playoff-runden, hvor AC Milan er modstanderen. Det første opgør spilles onsdag aften.