Brian Riemer med stor hyldest af Rasmus Højlund
Det blev en stor aften for Rasmus Højlund, da Danmark torsdag mødte Portugal i Parken.
Selvom Manchester United-angriberen var henvist til bænken fra kampens start, kom han således ind og var manden bag det ene mål, der blev scoret i opgøret.
Målet kom efter et særdeles flot opspil, der til slut endte for fødderne af Højlund. Her sendte angriberen sikkert og præcist bolden over i det lange hjørne på sin førsteberøring.
Efter kampen blev Brian Riemer, Danmarks landstræner, spurgt ind til Rasmus Højlund, og her var der meget store roser til Manchester United-angriberen.
– Han er så god en dreng, og han er en så talentfuld spiller, og han har lidt under et alt for stort tryk og alt for hård kritik.
– Jeg er med på, at angribere skal score, men jeg synes altid, at når de ender i de der ture, hvor de skal trækkes igennem..
– Han har arbejdet benhårdt – nu får han kreditten.
– Han har fået scoret for United, han har fået scoret for landsholdet, vi har fået fjernet al den fokus, og nu kan han få lov til at være sig selv.
– Og der er han bare en klasse fyr og en klasse fodboldspiller, sagde Brian Riemer til Viaplay.
Rasmus Højlund har da også trukket overskrifter efter torsdagens kamp.
En svær sæson
Rasmus Højlund kom til Manchester United fra Atalanta i 2023. I den forgangne sæson, der var Højlunds første hos De Røde Djævle, scorede han ti mål i Premier League.
I denne sæson er det foreløbigt blevet til bare tre Premier League-scoringer fra Højlund. Til gengæld har han været målfarlig i Europa League, hvor det er blevet til fem scoringer.
Læs også: Philip Billing tæt på skifte: Storklub har truffet beslutningen
Tiden vil vise, om Rasmus Højlund vælges til startopstilling, når Danmark skal i aktion igen på søndag.
Her venter returopgøret imod Portugal. Kampen spilles på Estádio José Alvalade i Lissabon.
Øverst i artiklen finder du hele Viaplays interview med Brian Riemer.