Brutal United-melding: 26 spillere skal væk!
Manchester United har fået at vide, at klubben bør sælge hele 26 spillere fra den nuværende trup, hvis klubben skal tilbage til fordums storhed.
Rúben Amorims trup ventes at gennemgå en større udrensning i løbet af de næste transfervinduer, og danske Rasmus Højlund er blandt de spillere, som meldes på vej væk.
Den tidligere forsvarsspiller i klubben, Paul Parker, ønsker, at størstedelen af truppen får sparket af Amorim og INEOS. United har underpræsteret markant i denne sæson, og det forventes, at klubben svinger øksen til sommer, hvor flere højtprofilerede stjerner kan smutte på en permanent basis.
Parker mener, at 80 procent af truppen skal væk, og ifølge Uniteds egen trupliste på hjemmesiden er der i øjeblikket 32 spillere på førsteholdet, og det betyder altså, at 26 spillere skal vinke farvel til Old Trafford, hvis det står til Parker.
– Jeg kan ikke se, at det kommer til at fungere hos Manchester United, indtil 80 procent af den nuværende trup er væk.
– Man kan ikke blive ved med at ae en hund på hovedet, hvis den ikke lytter til dig. På et tidspunkt er man bare nødt til at skrige, at den ikke er disciplineret nok. Det er, hvad der sker i øjeblikket hos denne klub, lyder det fra Parker ifølge The Express.
Parker mener, at forlængelsen med Harry Maguire er et klokkeklart bevis på, at klubben fortsat ikke drives godt nok.
– Det gav ingen mening for mig. Hvis Maguire var smuttet, så havde det måske ikke været nødvendigt for Manchester United at fyre de stakkels medarbejdere i staben, der har været i klubben i adskillige år, afslutter Parker.