Carlo Ancelotti forlader Real Madrid: Her er hans nye job
Carlo Ancelotti er efter alt at dømme færdig i mægtige Real Madrid denne sommer.
Nu er det kommet frem, hvad den italienske kultmanager skal beskæftige sig med efterfølgende. Den melding kommer fra mediet The Athletic.
Carlo Ancelotti ligner en færdig mand i Real Madrid, der netop er røget ud af Champions League, befinder sig bag FC Barcelona i La Liga og som måske kun vinder den spanske cup i år.
– Jeg ved ikke, om dette var min sidste Champions League-kamp i Real Madrid, og jeg vil ikke vide det, sagde Real Madrid-bossen, Carlo Ancelotti, da Arsenal havde besejret Los Blancos med hele 5-1 i den prestigefyldte turnering.
Alle pile peger i retningen af et farvel til den ikoniske cheftræner til sommer, men Ancelotti skal ikke nødvendigvis vente længe på et nyt og stort job.
Det forlyder nemlig, at Carlo Ancelotti er favorit til at lande posten som ny landstræner for Brasilien, der fyrede Dorival Junior i marts måned.
Der er flere kandidater i spil til landstrænerjobbet, mens den tidligere succestræner i Liverpool i form af Jürgen Klopp sågar har været nævnt, men det er senere blevet afvist.
Al-Hilals manager Jorge Jesus er ligeledes et aktuelt trænernavn, der kan komme i betragtning til jobbet.
Samtidigt forlyder det, at Real Madrid allerede er i dialog med den næste cheftræner, der skal stå i spidsen for den spanske hovedstadsklub.