Carragher advarer Liverpool: Old Trafford kan chokere
Det er en af de sværeste udekampe overhovedet, der venter for Liverpool på søndag. Sådan lyder meldingen fra Jamie Carragher.
Forud for braget mellem Manchester United og Liverpool søndag eftermiddag på Old Trafford er Carragher kommet med en advarsel til sin tidligere klub.
– Der er to arenaer i verden, som er de mest udfordrende for en Liverpool-spiller. Den ene er Old Trafford, og den anden er Goodison Park, skriver Carragher i en klumme for The Telegraph.
Det er kun nogle uger siden, at Liverpool tabte på Old Trafford, og Carragher forklarer nu, hvorfor det er så svært at spille på Manchester Uniteds hjemmebane.
– Liverpools seneste nederlag mod United gav mig dårlige minder. Min første kamp på Old Trafford var i FA Cuppen i 1999. Vi var foran 1-0 efter 88 minutter, men vi tabte 2-1. United endte med at vinde the Treble.
– Vi stod på banen, var vanvittigt chokerede og undrede os over, hvad der lige var sket, og hvordan vi kunne smide en sejr, som vi troede, vi havde sikret os.
– Vi var ikke så gode som Klopps Liverpool, men jeg ved, at spillerne vil have følt det samme for tre uger siden.
Kampen på søndag fløjtes i gang klokken 16.30.