Chelsea er gået transferamok som aldrig før: Hvornår er det for meget?
Mykhaylo Mudryk er den seneste spiller, som Chelsea betaler et enormt transferbeløb for, og når det skifte går igennem, vil The Blues have brugt 3,4 milliarder kroner på nye spillere i denne sæson.
Det er aldrig set før i fodboldhistorien.
En del af disse transfers er selvfølgelig stykket sådan sammen, at transfersummen betales i flere rater, hvorfor klubben kan sprede det ud over flere år. Men ikke desto mindre er det helt vilde beløb, som burde betyde problemer med Financial Fair Play.
LÆS OGSÅ: Arteta opdaterer på stjerne: Ikke godt nyt for Arsenal
Flere gange har vi dog set, at der er blevet kigget den anden vej eller tildelt ganske milde straffe for brud på Financial Fair Play, som desuden i dets nuværende form er på vej ud.
Et nyt regelsæt for klubbernes forbrug bliver iværksat snart, men det er efterhånden ikke meget tiltro jeg har til, at systemet virkelig straffer klubber, der bruger summer, som Chelsea gør nu.
Og så er det jo meget passende at spørge sig selv, hvornår transferforbruget er for meget? Jeg mener, at Chelseas forbrug nu har nået det niveau.
LÆS OGSÅ: Arsenal overgået: Så meget mere kan Mudryk tjene i Chelsea
Men hvad pokker kan man så gøre? Jeg har ikke svaret, og det har UEFA tydeligvis heller ikke. Eller måske har de – for de lader det jo bare ske.
Tag et kig på Chelseas transferforbrug i denne sæson herunder og vurder selv, om du mener, at det er for meget.
Mykhaylo Mudryk (Shakhtar) – 745 millioner kroner
Wesley Fofana (Leicester) – 596 millioner kroner
Marc Cucurella (Brighton) – 484 millioner kroner
Raheem Sterling (Manchester City – 410 millioner kroner
Kalidou Koulibaly (Napoli) – 298 millioner kroner
Benoit Badiashile (Monaco) – 283 millioner kroner
Carney Chukwuemeka (Aston Villa) – 134 millioner kroner
Cesare Casadei (Inter) – 112 millioner kroner
Andrey Santos (Vasco da Gama) – 93 millioner kroner
Pierre-Emerick Aubameyang (Barcelona) – 89 millioner kroner
David Datro Fofana (Molde) – 89 millioner kroner
Gabriel Slonina (Chicago) – 67 millioner kroner
I alt: 3,4 milliarder kroner