Chelsea-stjerner ydmyget af ungdomsspillere
Der var dårlig stemning hos Chelsea tidligere på ugen, hvor klubbens stjernespillere blev ydmyget af ungdomsspillere.
Til onsdagens træning blev der spillet på to mål ifølge The Chelsea Spot. Førsteholdet stod over for U21-mandskabet, der også havde flere U16-spillere med, og det blev ikke en god oplevelse for stjernerne.
Førsteholdet led nemlig et nederlag på hele 3-0 mod de unge talenter, hvor Donell McNeilly scorede to gange, men Chizzy Ezenwata også kom på måltavlen.
Det ydmygende nederlag betød også, at cheftræner Enzo Maresca var rasende over præstationen. Som en konsekvens endte italieneren også med at aflyse den planlagte fridag, som førsteholdsspillerne skulle have haft om torsdagen.
I stedet blev spillerne beordret ind på træningsbanen som en form for strafaktion oven på ydmygelsen.
Det var ikke alle førsteholdsspillerne hos The Blues, der med i kampen, for den fandt sted under landsholdspausen.
Spillere som Enzo Fernandez, Reece James og Moisés Caicedo var derfor ikke med i opgøret.
Ikke desto mindre var det et højst opsigtsvækkende resultat, som Enzo Maresca altså heller ikke tog let på.
Chelsea spiller først sin næste kamp på torsdag, da der ikke er Premier League-opgør i weekenden, hvor der i stedet er FA Cup-kvartfinaler på programmet.
Torsdagens modstander er Tottenham, som er inde i en meget svær periode.