Chok: Arne Slot ser rødt
Arne Slot var langt fra tilfreds med det uafgjorte resultat på Villa Park onsdag aften.
Her spillede Liverpool og Aston Villa til par med et 2-2-resultat, der nu sender Merseyside-klubben otte point foran Arsenal på andenpladsen i Premier League. The Gunners har dog en kamp i hånden.
I forbindelse med kampen har særligt én Liverpool-spiller været genstand for stor kritik, og Arne Slot var heller ikke sen til at pege fingre af ham efter kampen.
Det drejer sig om 25-årige Darwin Núñez. Onsdag aften i Birmingham blev to aktioner afgørende for kritikken af spydspidsen.
I anden halvleg fik uruguayaneren nemlig en friløber, som endte med at løbe ud i sandet. Emiliano Martinez skal dog i Núñez’ forsvar have stor ros for sit årvågne målmandsspil, idet argentineren kom blæsende ud og tacklede bolden rent for fødderne af den spurtende uruguayaner.
LÆS OGSÅ: – Darwin Núñez forlader Liverpool til sommer
Men i anden halvleg var der også en 100% chance, der tilfaldt angriberen som er et produkt af Benficas talentakademi. Núñez overplacerede dog sit skud på et tomt mål. Derfor forlod han noget slukøret banen – og det overså Arne Slot ikke.
– Hvis du ser på de chancer, vi havde i anden halvleg for at komme foran, kan du forstå, at der er én person i omklædningsrummet, der føler sig ret nede – og du ved, hvem det er, tror jeg, lød det fra Arne Slot på pressemødet efter kampen ifølge The Mirror.
Til Viaplay fortalte den tidligere Feyenoord-cheftræner desuden, at Aston Villa ikke havde fortjent point med fra opgøret.
– Jeg var ikke tilfreds. Vi skabte mange chancer i kampen, mens de ikke kreerede ret mange. Hvis du ser bort fra den chance de havde til sidst (Donyell Malen med et skudforsøg lige forbi mål, red.), kan man godt argumentere for at vi skulle have vundet. Det havde vi chancerne til, siger Arne Slot til Viaplay efter kampen.
LÆS OGSÅ: Lionel Messi trækker overskrifter
Liverpool skal i aktion igen denne søndag. Her venter en vanskelig opgave, når Arne Slots mandskab tager turen til den blå del af Manchester, hvor Manchester City venter på Etihad Stadium. Dernæst skal The Reds møde Newcastle, som de ligeledes møder i Carabao Cup-finalen den 16. marts på Wembley.
Du kan høre hele interviewet med den hollandske Liverpool-boss øverst i artiklen.