Chok: Manchester United på vej til at handle i Saudi-Arabien?
Manchester United har indtil videre haft en sæson til glemmebogen. Med et 1-3-nederlag til Brighton i søndagens match på Old Trafford er klubben at finde på en 13.-plads i Premier League-tabellen.
Klubbens nye cheftræner, Rúben Amorim, har blot vundet tre ud af de første 11 kampe i Premier League, hvor han har stået i spidsen for De Røde Djævle.
LÆS OGSÅ: – Manchester United er blevet dårligere på grund af Amorim
Der har altså ikke været den store forbedring – hvis nogen – at spore, siden portugiseren overtog roret fra Erik ten Hag i november.
To lovende præstationer mod Liverpool og Arsenal tidligere på måneden gav ellers håb, men den seneste optræden mod Brighton har gravet et dybt hul, hvad angår tilhængernes entusiasme.
Kun fem Premier League-klubber har scoret færre mål end Manchester United i denne sæson. Det er blevet til 27 mål i 22 kampe.
Behovet for en ny angriber er altså til stede, særligt efter, at Marcus Rashford bekendtgjorde, at han er frisk på en ny udfordring. Sommersigningen Joshua Zirkzee og unge Rasmus Højlund har ikke leveret det påkrævede antal mål.
Manchester United sættes derfor i forbindelse med et hav af angribere, så sæsonen kan vendes på hovedet under Amorims ledelse.
Ivan Toney blev kædet sammen med et skifte til Manchester United, inden han forlod Brentford. Siden sit skifte til Al-Ahli fra Saudi-Arabien i sommeren 2024 er det blevet til ni mål i 19 kampe på tværs af samtlige turneringer for Toney.
CBS Sports-journalist Ben Jacobs mener, at et skifte til Old Trafford kan være på trapperne.
– Jeg ville holde øje med Ivan Toney.
– Det er fordi vi ved, at Manchester United har kigget på ahm før i tiden. Der er ikke noget, der tyder på, at Toneys kapitel i Saudi-Arabien er ved at slutte, og jeg vil ikke sætte ild til troen på, at Manchester United er aktive endnu.
LÆS OGSÅ: Efter 18 år: Nu forlader han Liverpool
– Men jeg hører fra en række kilder, at til sommer eller måske i januar 2026, så kan Toney-situationen være en, der skal holdes øje med, siger Jacobs til podcasten The Stretford Paddock.