Christian Eriksen opmuntrer Rasmus Højlund
Rasmus Højlund har ikke haft meget held i sprøjten i lang tid, men Christian Eriksen bakker op om sin landsmand i Manchester United.
Ikke siden den 12. december har Rasmus Højlund fundet vej til netmaskerne, og der er nu gået 20 kampe og mere end 20 timer uden et mål fra danskerens side.
I søndagens storkamp mod Arsenal i Premier League havde han en gylden chance for at score, men angriberen brugte alt for lang tid på at få afsluttet.
Declan Rice kunne derfor nå at tackle Rasmus Højlund, der igen lidt senere havde en mulighed, hvor han blev blokeret af Gabriel Magalhaes.
Efterfølgende var Manchester Uniteds-fans igen på nakken af den danske angriber, der dog får opbakning af Christian Eriksen.
– Jeg er ret sikker på, at han nok skal komme tilbage. Han er en hårdtarbejdende fyr, og han er utilfreds, når han ikke scorer mål.
– Men du kan nævne ti andre spillere på holdet, der ikke scorer nok mål. Han er en god fyr, og han skal nok klare sig, sagde Christian Eriksen til Sky Sports efter kampen ifølge BBC.
Danskeren mente også, at Manchester United burde have vundet kampen mod Arsenal ud fra chancerne, som hjemmeholdet havde på Old Trafford.