Christian Eriksen på vej til Superligaen?
Christian Eriksen er en spiller, som Rúben Amorim tilsyneladende ikke ser det store lys i. Det er der til gengæld andre klubber, der gør.
Kun i to af de første ni kampe med Amorim som cheftræner har den danske landsholdsspiller fået spilletid.
Læs også: Derfor hedder det Boxing Day
Fremtiden i Manchester United ser derfor heller ikke lys ud for fynboen, som har kontraktudløb til sommer.
Men faktisk kunne situationen lige nu have set anderledes ud for landskampsrekordholderen. For i sommer var der interesse fra Superligaen.
Det er Tipsbladet, som kan erfare, at FC Midtjylland overvejede at købe Christian Eriksen fri af kontrakten med Manchester United.
– Det ville næsten være mærkeligt, hvis ikke alle danske klubber havde tænkt den tanke. Om det så kunne lade sig gøre økonomisk, og om det ville være det rigtige sportsligt, var en separat diskussion. Men det havde være mærkeligt, hvis det ikke havde strejfet rigtig mange klubber, siger FC Midtjylland-træner Thomas Thomasberg til Tipsbladet.
Læs også: Marcus Rashford i chokskifte?
Mediet skriver samtidig, at det ikke er første gang, at den danske mesterklub har tænkt tanken. Også dengang Christian Eriksen var teenager, var den jyske klub ude med følerne.
Efter denne sæson har Eriksen altså kontraktudløb, og så kan FC Midtjylland gøre alvor af overvejelserne.
Som helt ung spillede han i OB, men han fik aldrig debut for førsteholdet, inden han skiftede til Ajax.