City-stjerne jagter vanvittig rekord mod Southampton
31-årige Kevin de Bruyne har etableret sig som en af de bedste playmakere i Premier League-æraen, siden han skiftede fra Wolfsburg til Manchester City i sommeren 2015.
I denne sæson har belgieren gang i endnu en af slagsen med vilde tal. Det er blevet til syv mål og 20 oplæg i 37 kampe på tværs af samtlige turneringer.
Undervejs i sidste weekends 4-1-sejr over Liverpool noterede belgieren sig for assist nummer 99, og hvis han lørdag lægger op til et mål i kampen mod Southampton, vil han blive den blot femte Premier League-spiller til at nå op på 100 oplæg.
LÆS OGSÅ: Erik ten Hag afslører: "Jeg var så gal"
Frank Lampard har fjerdeflest oplæg i Premier League-historien med sine 102 oplæg. Wayne Rooney er på tredjepladsen med 103, mens podien fuldendes af Cesc Fabregas på 111 og Ryan Giggs på 162.
Og så jagter belgieren faktisk også en rekord.
For derudover vil nummer 17 fra Manchester City blive den Premier League-spiller, der hurtigst når de 100 oplæg. Det vil han i så fald gøre i sin kamp nummer 237 i Englands bedste række.
Manchester City har vundet de seneste fire kampe, klubben har spillet i Premier League.
Pep Guardiolas mandskab er at finde på andenpladsen med otte point op til Arsenal.
Et forspring, der kan mindskes til fem point med en sejr over Southampton lørdag, inden Arsenal gæster Liverpool på Anfield søndag.
LÆS OGSÅ: Klopp rasende på journalister