Danmark får tæsk af Norge
Transfervinduet er i fuld gang, og du kan følge det døgnet rundt her på PLBOLD.DK. FØLG TRANSFERVINDUET 24/7 HER.
Lige nu er der ikke nogen tvivl om, at Norge uddeler gedigne tæsk til Danmark, når det kommer til fodbold.
Nej, måske ikke lige på landsholdsfronten. Her er Brian Riemers tropper trods alt nummer 21 på den seneste verdensrangliste. Norge er helt nede som nummer 43 efter lande som Panama, Wales og Ecuador.
Til gengæld halter Danmark gevaldigt efter Norge, når det kommer til klubfodbold. Det kan der slet ikke herske tvivl om, når man ser på, hvordan klubrangeringen ser ud.
Det er UEFAs rangering, der er gældende, når der skal uddeles europæiske pladser. Her er Norge aktuelt nummer 12, mens Danmark må nøjes med 16. pladsen.
Lige nu er det også Norge, der trækker fra. For i denne sæson har nordmændene samlet 7,125 point sammen i modsætning til Danmarks 6,250. På nuværende tidspunkt har begge lande to ud af fire klubber tilbage i europæiske turneringer.
I Europa League ser det dog bedre ud for Bodø/Glimt, end det gør for FC Midtjylland. Det norske hold er nummer 10, mens Superliga-klubben er nummer 19.
I Conference League er både FC København og Molde FK gået videre. Der venter nu FC København to kampe mod Heidenheim, mens Molde skal op mod Shamrock Rovers. Her står nordmændene med de bedste kort på hånden for at avancere.
Læs også: Manchester United har budt på dansker
Når det kommer til UEFAs rangering handler det i høj grad også om at placere sig i top 15. Det vil nemlig betyde, at man får fem klubber med i Europa. Danmarks nuværende 16. plads udløser således blot fire klubber, der får lov til at spille europæiske kampe.
Det er England, der topper ranglisten med stor afstand til Italien. Det betyder, at England er sikret syv pladser i Europa. Lige nu fører England dog også denne sæsons rangliste, der kaster en ekstra plads af til de to bedste lande.
Derfor ser det ud til, at der i næste sæson vil være otte engelske hold at finde i europæiske turneringer. Fem af dem vil spille i Champions League.